Tilbage til Nyhedsbreve

kære alle .

 

Så er det ved at være tiden, hvis jeg skal nå et februar brev inden vi har haft månedsskift igen.

Livet heroppe er for tiden i høj grad præget af, at skibakken åbnede for en god måned siden og efterfølgende har vi tilbragt nogle dejlige timer hver eneste weekend derude. Alle nyder denne form for friluftsliv og ungerne forbedrer deres skiløb fra uge til uge. Viktor har dog siden sidst skiftet hold, idet konkurrenceholdet var alt for avanceret for ham, og til sidst blev det en plage for ham. Vi fik så talt med en af trænerne på voksenholdet, som accepterede at han måtte løbe sammen med de øvede voksne, og her bevæger han sig som en fisk i vandet. Hans stil og hans fart forbedres fra uge til uge, og måske kan han næste år få glæde af at løbe sammen med de jævnaldrende konkurrenceløbere. Simon løber sammen med de jævnaldrende øvede børn og også han får forbedret sin stil fra uge til uge. Det med farten er ikke noget problem for ham, for hvis han ser sit snit til det, tager han hovedet under armen og racer direkte ned ad bakken. Han kaster sig ufortrødent ud i bakker, der er stejlere end hvad jeg bryder mig om, så han har bestemt ingen problemer med at turde.

Januar sluttede med en noget blandet besked fra Danmark, idet jeg sidst på måneden fik besked om, at grundet de meget små elevoptag i Holstebro, kan man desværre ikke længere holde min stilling åben. De var nødt til at foretage nedskæringer i lærerstaben, og da jeg ikke var i huset ville det blive mig, som skulle afskediges. Det var lidt ærgerligt, da trygheden ved at have et åbent job i Danmark var god at have. På den anden side var vi egentlig ikke klar til at rejse tilbage allerede til sommer, hvor min orlov udløber. Således blev beslutningen om at blive her et år mere taget for os på effektiv vis, og vi er nu blevet enige om, at vi tager et år mere og så vender ungerne og jeg tilbage i forbindelse med sommerferien næste år og Erik kommer så efterfølgende til november, når han har været ved Grønlandsfly i 3 år.

Det betyder, at vi til sommer kommer hjem for at holde ca. en måneds ferie og så tager vi tilbage i et år, og så er det slut.

Vi håber, vi får mulighed for at se mange af jer i forbindelse med vor ferie, som vi i år afholder fra ca. den 15. juli til den 16. august. Overvejelserne p.t. går på, at ungerne og jeg rejser ned en til to uger før Erik, som så efterfølgende kommer den 16. juli. Vi regner med at have sommerhuset i Klitmøller fra omkring den 25. juli og vil inden den dato forsøge at holde "nasseferie" hos de af jer, som måtte have lyst til at have os boende en dag eller to. Når først vi har indlogeret os i det nordjyske vil der langt hen ad vejen være åbent hus deroppe, så skulle I få lyst til at besøge os der vil I selvfølgelig være meget velkomne. Allerede nu ved vi dog, at weekenderne bliver det meget småt med, idet vi skal til bryllup den 31. juli og til 70 års fødselsdag den 7. august.

Jeg må nu erkende, at jeg alligevel ikke fik skrevet brevet færdigt til udsendelse i februar måned, - den er også så kort.

Det er nu blevet den 5. marts og vi har siden jeg sidst har skrevet haft storm, tø og regn. Det har taget meget hårdt på skibakken, som slet ikke var brugbar i sidste uge, hvor der stod åbent vand derude. I denne uge har det frosset stabilt og mellem solskinstimerne er der faldet en smule sne, så vi håber meget, at vi i morgen kan tilbringe nogle få timer derude og ligeså på søndag.

Jeg vil slutte med at sende mange kærlige hilsener til jer alle

Lissen & co
Tilbage til Nyhedsbreve